191112
Hovedret
4 pers.
Øl-braiseret svinekæber
Ingredienser:
800 g afpudsede svinekæber
Salt og peber
1 fl. 33 cl. mørk øl. Ale eller porter
2 laurbærblade
2 stilke timian
2 løg
600 g blandede rodfrugter
Lidt olie og smør til stegning
Tilbehør:
750 g kartofler
250 g selleri
2 dl. mælk
50 g smør
1 bundt forårsløg
1 æg
1 pk. bacon
Salt og peber
Revet parmesanost
Sådan gør du:
Rens svinekæberne og krydr dem med salt og peber.
Varm derefter en god bred gryde op og kom lidt smør ved og brun kødet godt.
Tilsæt derefter øllet og laurbærblade, timian og løgene som du har skåret i kvarte. Lad det simre i 50 minutter under låg.
Rodfrugter:
Gør rodfrugterne i stand og skær dem i grove stykker. Efter kødet har simret i 50 minutter kommes rodfrugterne ved.
Lad det hele simre til kødet er helt mørt og rodfrugterne stadig har bid. Det tager ca. 15-20 minutter.
Når det hele er færdigt, hældes væden over i en anden gryde, mens det braiserede holdes varmt. Kog væden ind og smag den til med salt og peber. Der kan tilsættes lidt piskefløde, hvis man synes, men er ikke nødvendigt. Jævn saucen og tilsæt evt. lidt kulør.
Fordel kødet og rodfrugterne i et opvarmet fad, hæld saucen over og server i det.
Tilbehør:
Kartoffel/sellerimos med forårsløg og bacon.
Steg baconskiverne i ovnen, til de er gyldne
og sprøde. Læg dem til afdrypning på et stykke køkkenrulle.
Skræl kartoflerne og skær dem i skiver. Rens selleri og skær den i små tern.
Kog kartofler og selleri ternene i usaltet vand i ca. 20 minutter. Hæld vandet fra.
Mos kartoflerne og sellerien med et piskeris. Kom mælk og smør ved og smag til med salt og peber. Rør derefter et helt æg i.
Til sidst tilsættes forårsløgene, som er skåret i skiver og det let knuste bacon. Kom det hele i et smurt fad og drys med revet parmesanost. Gratiner i ovnen ved 200° til mosen er gylden.